For virksomheder
På CELF har vi mange års erfaring med elevudvekslinger blandt vores store netværk af udenlandske samarbejdspartnere.
Vi hjælper vores elever med at finde skoleoplæring i udlandet, og vi hjælper naturligvis også de udenlandske elever med at finde læreplads i en dansk virksomhed.
Oplæring i Udlandet:
Oplæring i udlandet er et rejselegatprogram, som er finansieret af arbejdsmarkedets parter. Med programmet kan hele verden blive elevernes arbejdsplads. Der er ingen grænser for, hvor eleverne kan søge læreplads. Det gælder både inden og uden for EU’s grænser.
Hvis du, som er dansk arbejdsgiver, vil sende din lærling i oplæring i udlandet, får lærlingen sin elevløn med, og gennem programmet kan virksomheden få refusion for udgiften.
Rejs ud med Erasmus+
Erasmus+ er et EU-rejselegatprogram, som støtter elever, der ønsker at tage en del af deres uddannelse uden for Danmarks grænser. Det er et program, der kun er muligt i de 33 europæiske lande, der deltager.
Eleven kan være enten grund- eller hovedforløbselev og kan være af sted fra 14 dage til tolv måneder. Fra Erasmus+ programmet gives der tilskud til udgifter til rejse og ophold, og som arbejdsgiver kan man søge refusion hos AUB, hvis eleven er afsted minimum 32 dage.
En elev, der har været i udenlandsoplæring, siger:
”Jeg har fået en meget større viden, end jeg havde håbet på, inden jeg tog af sted. Jeg havde aldrig troet, jeg ville få en oplevelse, der ville kunne konkurrere med mit efterskoleår, men det har disse tre uger i den grad gjort. Ikke nok med man lærer en masse ting om ens uddannelse på turen, så får man også nogle fantastiske venskaber med sig hjem”.
Daniel Nygaard Munk, gastronom, GF2
Femern Bælt uddannelseskontor
Kontoret er med til at understøtte lokale elever, som gennemfører oplæringsophold i Nordtyskland.
Der er i dag ansat 2 tyske fuldtidsansatte, der støtter eleverne gennem opsøgende arbejde, og når eleverne gennemfører ophold i Tyskland.
Femern Bælt uddannelseskontor er et samarbejde mellem 6 partnere fra Tyskland og Danmark; IHK zu Lübeck, Handwerkskammer Lübeck, Agentur für Arbeit Lübeck, Jobcenter Lolland, Jobcenter Guldborgsund og CELF.
Hvad betyder det for dig som arbejdsgiver at sende elever til udlandet?
Din elev vil komme til at opleve andre kulturer, styrke sine sproglige og faglige kompetencer på en unik måde og samtidig møde nye mennesker. Eleven vil få erfaring med nye arbejdsmetoder og -teknikker, og eleven vil få muligheden for at tilføje et ekstra element på sit CV, som øger elevens markedsværdi efter endt uddannelse.
Du kan for eksempel sende din elev i oplæring i udlandet i en periode, hvor der ikke er stor efterspørgsel på dit marked, og der derfor er stille i virksomheden.
Det er også muligt at få lidt luftforandring i egen virksomhed, når vi hjælper dig med at få en udenlandsk elev i oplæring.
Erasmus+ programmet giver mulighed for, at du som arbejdsgiver kan komme på virksomhedsbesøg de steder, hvor vi sender eleverne i oplæring. Du vil ligeledes få muligheden for at besøge de skoler, vi samarbejder med. Det kan give dig et internationalt netværk, få ny inspiration og se de muligheder, eleverne bliver tilbudt.
Interesseret?
Hvis du vil læse mere, om de muligheder eleverne har, så klik her.
Er du blevet inspireret, og vil du gerne vide mere om mulighederne for dig som arbejdsgiver og for din elev, så kommer vi gerne ud og besøger dig og fortæller mere. Du er også meget velkommen til at kontakte det internationale kontor på CELF.
Du er meget velkommen til at kontakte den internationale afdeling på CELF: